1 ... Husk visitkort
Det kan være det første eller det sidste, du pakker, når du skal på messe. Men husk de skal være opdaterede. Det virker ikke professionelt, hvis der skal følge en undskyldende forklaring med, når du afleverer dit visitkort, fordi du ikke har fået opdateret fx den nye adresse eller website.
2 ... Klæd dig selv
Bær navneskilt, firmalogo og evt. keyhanger med logo på. Du vil ofte stå tæt på folk – både på og udenfor din messestand. Derfor er det vigtigt, at folk også kan se på dig, hvem du repræsenterer.
3 ... Klæd din messestand
Sørg for at have store synlige materialer, som fx roll ups, beach flag, messediske, de nye pop up light boxeseller lignende. Din messestand skal selv på afstand tydeligt vise, hvilken virksomhed/brand du repræsenterer.
4 ... Skab en god stemning
Sørg for at der er en god stemning på din messestand, men husk at stemningen skal afspejle din virksomheds DNA. Den rigtige belysning, rum til smalltalk, gode dufte og godt humør er med til at trække besøgende. Skab gerne intern dialog med andre kolleger, men pas på det ikke bliver privat snak.
5 ... Overrask
Medbring aktiviteter eller effekter som skaber nysgerrighed. Det kan enten være uden for din stand, fx et blikfang på gulvet, som skal få folk til at stoppe op, og spørge ind til hvad det er?
6 ... Brug nudging
Prøv at påvirke de besøgende til at gøre det, du gerne vil have dem til af sig selv. Sæt fx fodspor på gulvet hen til det sted, du gerne vil have folk ledt hen, husk folk på at de skal gøre det, du gerne vil have dem til - eller placér dine marketingmaterialer strategisk rigtigt på din messestand, fx ved siden kaffemaskinen, chokoladeskålen eller skraldespanden.
7 ... Brug deltagerlisten
Skal du på erhvervsmesse, hvor du på forhånd har fået udleveret en deltagerliste, så brug den aktivt.
Før messen: Marker hvem på listen, du VIL snakke med
Under messen: Marker hvem på listen du har talt med. Notér de navne, numre eller aftaler du skal huske at følge op på efter messen.
8 ... Bestil dine marketingmaterialer i god tid
Start din forberedelse af hvad du skal medbringe i god tid. Måske får du en god idé til særudgaver af materialer til netop denne messe. Sørg derfor for at der er tid til både udarbejdelse og tryk af materialerne. Husk at hastværk er lastværk – og det er irriterende at få en god idé, når det er for sent!
9 ... Markedsfør din messedeltagelse
Brug din messedeltagelse i din markedsføring fx på de sociale medier, i nyhedsbreve eller på din hjemmeside – og huske at tage billeder eller få andre til det.
Før messen: Fortæl dine kunder eller forretningsforbindelser at de kan møde dig på messen.
Under messen: "Tjek ind" på messen på de sociale medier og fortæl hvor din stand befinder sig, gerne med angivelse af standnummer. Tag messestedet eller arrangøren. Lav evt. en story på Facebook og Instagram og føj ”live” billeder til dine opslag.
Efter messen: Læg billeder fra messen på dine SoMe profiler eller hjemmeside. Sig ”tak for snakken” til både nye og kendte relationer og fortæl om dine oplevelser på messen. Tag gerne arrangøren og sig tak for arrangementet.
10 ... Evaluer din messedeltagelse
Efter messen bør du lave en evaluering på, hvad du fik ud af messen. Hvem fik du snakket med? Hvilke aftaler har du lavet og skal følge op på? Hvad skal du gentage eller ændre på til næste gang? Og skal du deltage på messen igen?
Det er en god idé at skrive sin evaluering ned, så du kan finde evalueringen frem, hvis du året efter skal deltage på samme messe igen.
Rigtig god fornøjelse med din næste messe!